Generationsskifte hos TANDEX

Om casen

Interview 6. oktober 2019 med Jeannie Heart Strømsborg

Jeannie Heart Strømsborg er administrerende direktør og ejerleder af virksomheden, der skaber smil: Tandex A/S.

Kort om Tandex A/S

Tandex blev etableret i 1924, hvor de to driftige forretningsmænd og fætre, Bay og Vissing, startede en produktion af blandt andet malerpensler og opvaskebørster. I 1931 så de første tandbørster dagens lys og samme år blev denne del af produktsortimentet døbt Tandex. Filosofien var funktionalitet kombineret med topkvalitet. Hurtigt blev produktionen udvidet med protesetandbørster og andre specialtandbørster.

Jeannies far, Ole Theilvig, startede som konsulent i Tandex i starten af 90’erne. Dengang var det svært at få godt gang i forretningen på tandbørstedelen, men Ole så potentialet og bestemte sig sammen med kompagnonen Henrik K. Andersen for at købe virksomheden. Det var deres første forretning sammen. Siden købte de også Dalum Papir og Metalcolour A/S på Falster. 

I 2008 skiltes deres veje og Ole blev 100% ejer af Tandex.

Læs mere på tandex.dk

Hvornår fik du interessen for Tandex og overvejelserne om at blive næste generation?

Allerede i 1996, da Henrik var direktør på Tandex, spurgte han mig, om jeg havde mod på at besøge butikker med Tandex på hylderne i hele Danmark i løbet af tre måneder.

Jeg skulle undersøge, hvordan kunderne oplevede Tandex. Det blev en koncentreret og superhård opgave, men jeg fandt ud, at det var jeg god til!

Overvejelserne om at skulle overtage Tandex var der slet ikke som barn eller ung. Jeg er startet et helt andet sted. Efter gymnasiet tog jeg den et-årige HH og fik arbejde hos Dansk Supermarked i isenkram ved Føtex. Jeg interesserede mig slet ikke for min fars virksomhed på det tidspunkt. Men jeg så også, hvordan mine veninder blev ansat forskellige steder og knoklede. De blev lovet en masse, som ikke holdt i virkeligheden. Det fik mig da til at tænke over, hvad jeg selv skulle på længere sigt!

Efter min tur rundt i butikkerne overtog min far ledelsen af kontoret i 1996. Da der var sygdom på kontoret, blev jeg standin i en periode. Jeg var både ved telefonen, behandlede ordrer og andre brandsluknings-opgaver. Her startede min Tandex-karriere. Man kan godt sammenligne det lidt med mesterlære, hvor viden og praktik lige så stille vokser.

En dag ringede TV2 nyhederne. De ville lave et indslag om, hvorvidt der var blevet hårdere konkurrence for danske producenter. Der var efterhånden en del store multinationale giganter med en masse varemærker og penge til at markedsføre dem, som indtog Danmark.

Udgangspunktet for historien var, så vidt jeg husker Flensted, og så ville de gerne have endnu en dansk virksomhed med, for at understøtte og uddybe historien. Det blev så os – og mere specifikt mig fordi jeg var den eneste, der lige var til stede på det tidspunkt. Det var jo nyheder, så der var kun få timers varsel, før de stod hos os. Heldigvis var de alle bagefter tilfredse med det, jeg fik sagt.

Jeannie var daglig leder og Henrik direktør fra slut 90’erne til 2008, hvor de to ejere gik hver til sit. Efter delingen, blev Jeannie direktør.

Markedet for tandbørster er specielt, da det ikke er konjunkturafhængigt. Dengang stod Tandex for omkring 60% og Jordan 40%. Men med tv-reklamer kom Aquafresh med i spillet som en ny konkurrent, vi skulle holde øje med.

Derfor var det trygt, at Tandex lå i familiens holdingselskab.

Sydbank henvendte sig i 2013 som ny bankleverandør, og i den forbindelse spurgte de til, om der var overvejelser om generationsskifte. Jeannie gik derfor i tænkeboks. For efter at have arbejdet i virksomheden i 20 år, havde hun alligevel aldrig set sig selv, som den der skulle overtage. ”Det havde altid været rart at tænke på, at der var en udvej!”

Hvilke råd vil I give til sønner/døtre/næste generation, der skal i gang med skiftet?

Det er rigtig meget noget rod både at være sammen om en virksomhed og samtidig være en familie.

Min far og jeg kom nemt til at blande det hele sammen, når vi mødtes. Og der var også søskende at tage hensyn til.

Så mit råd over alle råd: Gør alt tænkeligt for at holde forretningssnakke og familiesnakke adskilt!

I dag er vi landet, og der er meget mere respekt mellem min far og mig. Han er god til at rose og anerkender mere efter, at han er trådt ud af virksomheden. Jeg vil så gerne have ham som mentor i mange år frem. Han er kemiingeniør og det er trygt og dejligt at kunne spørge ham, om alt det tekniske.

Vi har været på ture til internationale samarbejdspartnere sammen, og her er det værdifuldt at have min far med. Han har jo relationer og respekt fra alle sine år i virksomheden. Min søn er nu 19 år, og han har også været med og set, hvordan det forretningsmæssige foregår. Det er både samarbejdspartnerne og ikke mindst ”morfar” meget glade for.

Det får Jeannie til at fremhæve vigtigheden af, at næste generation skal have en uddannelse!

Har I et godt råd til den afgående generation?

Hav modet til at træde et skridt tilbage. Giv endelig gode råd, men gør det med respekt og på næste generations præmisser.

Hvad har været det sværeste ved at generationsskifte?

Når man er i gang med generationsskifte, handler det ikke bare om en virksomhed. Men det betød faktisk også, at vi fik startet en samtale om, at jeg ikke har min far for altid… at jeg mister ham.

Hvor gik I hen for at få hjælp til generationsskiftet?

Den nye bank, revisor og advokat.

Hvad ser du som fordele ved at være ejerleder?

Det hele skal give mening… Jeg vil gerne ændre verden med de små skridt, jeg kan.

Kontakt Nøglebundtet

3 + 4 =

Nøglebundtet
Birk Centerpark 40
7400 Herning

CVR: 21900702

-

30 29 48 20
annette@spickerspicker.dk